Fortegnelse over malerier m.m.
Download fortegnelsen, klik her ....
 

Rasmus Christiansen

Rasmus Christiansen (1863-1940) var en meget kendt tegner og maler i sin samtid. Født i Bjertrup nær Skanderborg. Uddannet bygningsmaler i Århus. Optaget på Akademiets malerskole i København som 18 årig i 1881. Deltog i oprøret mod Akademiets kunstsyn og undervisning og var blandt de første elever på de Frie Kunstskoler med Lauritz Tuxen som lærer. Blev Tuxens assistent ved store arbejder, bl.a. for det engelske kongehus. Kom hurtigt til at stå på egne ben og udstillede allerede i studieårene på Charlottenborg. Mere end 50 gange udstillede han på Charlottenborgs Forårsudstilling. Boede alle årene i København.

Rasmus Christiansen blev hurtigt en meget brugt tegner til humoristiske blade og 1898-1915 var han fast teatertegner på Politiken. Han illustrerede mange bøger og hans plakater og anskuelighedsbilleder var kendte af hele befokningen. Motivkredsen spændte vidt. Landboliv i gl.dage, samtidens landbrug og husdyr, militærhistorie og uniformer, sågar danske søhelte.

Rent malerisk var Rasmus Christiansen en særdeles dygtig portræt- og landskabsmaler. Han malede med stor sikkerhed hvad han så. Omfortolkede ikke. Fantaserede ikke. Han illustrerede. Han rejste i Europa og kendte udviklingen i kunsten både ude og hjemme, men lod sig ikke påvirke synderligt. Blev i det solide naturalistiske maleri hele livet igennem.

I 1915, som 52 årig, kom Rasmus Christiansen til Hjarbæk Fjord nær Viborg i forbindelse med en bestilling på et dekorativt murmaleri på Vordegaard. Han blev glad for egnens natur og dens sortbrogede kvæg og i næsten alle årene frem til sin død, opholdt han sig hver sommer i Hjarbæk.


Her malede han hvert år en stor samling af landskabsbilleder, typisk med sortbroget kvæg i forgrunden. Billederne var i høj kurs og blev udstillede på Charlottenborg og solgt der eller via kunsthandlere i København. Befolkningen på Hjarbækegnen havde ikke råd til at købe dem. Men Hjarbæk Kro opbyggede en stor samling, idet maleren betalte for sit ophold med billeder. Først i de senere år har almindelige mennesker kunnet købe hans billeder.

© Copyright 2010: Foreningen Rasmus Christiansens Venner - c/o Ole Utoft, Hjarbækvej 32, 8831 Løgstrup - tlf. 3066 0256
Lav din egen hjemmeside med mono.net
counter for tumblr